Loch Lomond Mizunara

Blæsten og vandet forener sig om at kysse og kramme dit ansigt, voldsomt og uventet som et hundeslik, tørve-røgen fra de små stenhuse slår ned omkring dig i den kraftige blæst og lægger sig bevidst på din tunge, lunefuld og kraftig som loch lomonds ståltgrå flade, stærk som ben Lomomds mørke flade i disen, barsk og uforsonlig, men ikke uvenlig, som en streng men retfærdig læremester, du åbner døren ind til den lave stenstue og regnen følger dig prustende ind i stuens gyldne lys og du stiller dig taknemmelig ved arnens varme flamme, og nu kommer sødmen, og varmen krammer dig som en gammel ven som som byder den dig et evigt velkommen hjem, du takker stille og tage endnu en slurk.