Michel Couvreur Overaged Pure Malt
Du vandrer af mørke gange igennem skumle hengemte kældre, din lommelygtes flakkende lys vandrer nervøst over fugtigt glinsende beton, din næse vibrerer mens den forgæves famler efter kælderens flygtige dufte…du åbner atter dine øjne, og mens kælderassociationen falmer, og du langsomt sænker proppen fra din næse, skæver du til den simple flaske med den hvide/gulige etiket og det lidt grumsede indhold, du har stadig ingen anelse om hvad der venter dig, en entreprenant belgier der fylder skotsk whisky på Sherry fade og gemmer den i Belgiske huler, og så skal den ovenikøbet åbnes med en proptrækker, hvad skal det dog føre til. Duften røber intet, den må smages. Whiskyen glider ind i din mund, og tusind komplexe smagsindtryk kæmper om din tunges gunst, Chokolade, olie, svovl og kirsebær hvirvler rundt og forvirrer all dine sanser, du sætter igen glasset og kigger atter på flasken, var han et geni eller en galning, tja hvem ved, ikke et hak klogere er du blevet, men måske en whisky oplevelse rigere… altid! Og skal den smages igen, ”mais naturellement mon ami”.
Aromaer: Jordagtig, Kælder, Skarp, Svovl
Nuancer: Grumset, gul, lys rav
Førstehåndsindtryk: Blød, olieagtig, Sherry, Chokolade
Smage: Peber, svovl, træ, Mørk chokolade, olie, frisk røg, sherry
Smagsnoter, vurdering og poetisk smagstekst © Whiskyklanen.dk