Rosebank Cask 3402
Da den første duftoplevelse rammer næsen blev der stille omkring bordet, alle kiggede op og vore blikke mødtes, dernæst blev stilheden brudt af høje lovprisninger, den duft der fuldstændig bjergtog det ellers så sobre og uimponerede dommerpanel var sødlig og vaniljeagtig båret af en styrke der fint stod mål med den høje alkoholprocent. Duften var kompliceret og stærk samtidig og lovede godt for den første smagning. Spændingen blev til at skære i da man nærmede sig første prøvning, og endelig oprandt så stunden da denne spændende whisky skulle rulle over tungen og pirre smagsorganerne. Andægtigt blev glassene hævede og med et sigende blik blev væsken sendt ind til de spændt ventende smagsløg! Og de blev ikke skuffede en karamelagtig og tyk smagsbølge bredte sig hen over tungen mens en eksplosion af skarpe smagsindtryk blev sendt op i ganen på samme tid. Den komplicerede smagsoplevelse der, som allerede antydet af duftprøven, beredte smageren på allehånde smagsoplevelse tog lang tid at dechifrere men efter en stund kom der ord nok på til at tilfredsstille det overvældede dommerpanel. Denne whisky er intet mindre end fantastisk, den er skarp og spændende og giver en langtrukken og mangefarvet nydelse. Denne whisky er til tunge efterårs aftner med dybe samtaler omkring kaminild, den er stor nok til at stå alene og har ikke brug for selskab. Den er flot og fantastisk og fortjener al den respekt man kan give den. Den bør virkelig være forbudt for børn under 30.
Aromaer: Blomster, karamel, vanilje, sødlig
Nuancer: Nødde-farvet
Førstehåndsindtryk: Blød, eksplosiv, sparkling
Smage: Salt peber, karamel, vanilje, engelsk lakrids, hyldeblomst